Skilsmisse og konfirmation

Det er langt fra altid nemt at være blevet skilt, selvom man godt kan komme lykkeligt videre efter en skilsmisse. Og apropos mit blogindlæg om at være ligeglad, så kan det faktisk være en stor fordel at være ligeglad i forhold til at få tingene til at fungere som skilsmissefamilie.

Sidste år holdte vi vores første konfirmation ud af 4 i vores sammenbragte familie. Det var ikke en mulighed at holde det med alle parters deltagelse og derfor var der knap så mange tanker og bekymringer forbundet med arrangementet, som jeg tror der er for de fleste, når hele den pukkelrykkede og venner for alle parters side bliver inviteret i en stor pærevælling.

I år står den så på endnu en konfirmation, denne gang som en stor sammenblanding af familie og venner fra begge “lejre”.

Der er lagt op til en rigtig hyggelig dag, og min søn glæder sig for vildt, men er I klar over, hvor mange spekulationer man kan have frem og tilbage, hvis man ikke har øvet sig længe nok i at være ligeglad?

  • Skal vi give gave sammen?
  • Hvad med tale eller sang, skal det gøres sammen, eller skal vi gøre noget på skift?
  • Hvor skal sønnen være på dagen?
  • Hvem køber tøj, og hvem betaler?
  • Vil alle nu føle sig godt tilpas til festen?
  • Opfører alle sig ordentligt mod hinanden, også selvom 3 familier samles?
  • Er det kikset, at holde en personlig tale, når der er mennesker med, som man slet ikke kender?
  • Hvem kan der være plads til i kirken?
  • Hvordan laves bordplanen?

Mon vi får en bedre dag, jo mere jeg har øvet mig i at være ligeglad…

kh Mette

Den ulykkelige kvinde er gået i hi….

Der har været stille fra den ulykkelige kvinde et stykke tid, og det skyldes primært, at hun ikke ved hverken ud eller ind. Den ene dag føles det rigtig at blive sammen med hendes mand, og den næste dag er skilsmissen den eneste løsning.

Den ene måned tager den anden, uden at der rigtig bliver gjort en forskel. Den eneste forskel der sker er, at hun får det dårligere og dårligere og derfor har hun rigtig svært ved at skrive i hendes dagbog…..Alle der har stået i situationen ved præcist, hvordan hun har det lige nu og ved også, at der ikke rigtig er noget nyt at fortælle – og ikke mindst kan det være helt enormt frustrerende, at folk omkring hende gerne vil vide, hvordan det går. Hun ved det nemlig ikke selv. Eller jo, hun ved at det går rigtig dårligt, men hun er skræmt fra vid og sans for, at noget hun gør eller siger, ender med at være det, der er udslagsgivende for, hvordan hendes fremtid bliver. Hun har trukket sig ind i sig selv og forsøger så vidt muligt at undgå konfrontationer.

Mens hun tænker og forsøger at finde frem til den rigtige beslutning vurderer jeg, hvorvidt historien skal fortsætte her på bloggen i den hidtidige form, eller om den egner sig godt til en bog, så man får den fulde historie på en gang.

kh Mette

PS: Hvis du har en holdning til, hvad hun skal gøre, hvad du gerne vil vide om hende, eller om du gerne vil have hele historien på en gang, så smid endelig en kommentar :-)

Kan det være dejligt at være skilsmissebarn

Ligesom det kan være dejligt at være fraskilt, så kan det faktisk også være dejligt at være “skilsmissebarn”, så hvorfor overhovedet kalde børnene for skilsmissebørn – hvorfor er de ikke bare børn, ligesom alle andre. Hvis man skal kalde dem skilsmissebørn, så skal vi måske også til at kalde nogle børn for “stress-børn”, eller måske “ADHD-børn”.

Nej vel, det går ikke! Så hvorfor kategorisere børn, hvis forældre er skilt, og som hverken er syge eller noget andet?

Fordi det er synd, siger nogle. Fordi, de ikke ønsker at deres forældre er skilt.

Nej, det ønsker de ikke – eller måske gør de, hvis deres forældre ikke kan finde ud af at leve sammen og give børnene nogle gode vilkår.

Ligesom voksne er kede af det, når de skal skilles, så er børnene selvfølgelig også kede af det, men det betyder ikke, at de ikke sagtens kan have et super godt liv fremover.

De har:

  • Stadig begge deres forældre (forhåbentlig).
  • Måske glade forældre, der har truffet en beslutning.
  • Forældre, der er gode til at leve efter deres værdier, og som dermed helt naturligt giver børnene den egenskab med i livet.
  • En øget omstillingsparathed.
  • Flere primære voksne, der passer på dem (når deres forældre finder nye partnere).
  • Og som børnene selv fokuserer på, så får de flere gaver, ferier osv.

Det er hamrende synd for børn, når deres forældre ikke samarbejder om at være forældre, og når de bliver inddraget i konflikter, bestemmelser m.v. – men hvorfor fokusere på den heldigvis lille del af de børn, hvis forældre der bliver skilt, og ikke på den meget store del af børnene, som har det rigtig godt.

Fordi der er en tendens til altid at fokusere på hullerne i osten – på det negative!

kh Mette

Jeg øver mig i at være ligeglad

Jeg øver mig virkelig, det gør jeg. Øver mig virkelig i at være ligeglad, altså ikke sådan, at jeg aldrig er glad, men ligeglad med:

  • Hvem der nu tænker hvad, hvis jeg gør sådan og sådan
  • Om jeg nu kan tillade mig…
  • Om mine børn nu husker at få deres madpakke med
  • Om min mand nu får ringet til den kunde, som vi talte om han skulle
  • Om min eksmand nu gør det ene eller det andet, i forhold til det vi har aftalt.
  • Om mine forældre synes jeg tager de rigtige beslutninger.
  • Om mine kunder synes jeg har gjort en forskel.
  • Om foredraget var interessant og fagligt nok.
  • Hvad mine veninder ville have gjort i samme situation.
  • Om min nye kajak nu skal være gul eller blå – nå ja, eller måske skulle den være rød.
  • Om jeg skal købe et sæt tøj mere, eller om jeg kan have det samme på til to arrangementer på en weekend.
  • Om der nu er mad nok til arrangementet.
  • Om det nu er fornuftigt at booke den ferie.
  • Om der går en eller to uger inden der kommer en afklaring.
  • Om alle nu kan komme til konfirmationen.
  • Om der er veninder, der føler jeg har glemt dem i en periode.
  • Om jeg nu får dyrket motion nok (Hmm… det gør jeg vist ikke!)

Og jeg er ligeglad med, at jeg nemt kunne komme i tanke om mindst 40 ting mere, for jeg tror, at du har fanget budskabet – og måske kan du endda genkende nogle af tingene.

Jeg øver mig i at være ligeglad og i stedet for altid sige til mig selv, at:

  • Jeg jo gør det, som jeg har det godt med, i stedet for at gøre det som jeg burde.
  • Alle ikke altid kan være enige.
  • Jeg gør, hvad jeg kan.
  • Jeg bidrager på det niveau, som jeg har det godt med.
  • Jeg ikke bliver mere lykkelig af mere tøj, farven på kajakken osv.
  • Det handler om engagement, ægthed og nærvær og ikke “ligegyldige” bagateller”.
  • Dem som ikke kan lide lugten i bageriet, de må finde et andet bageri, eller gør noget for at forandre lugten.

Jeg øver mig sidst men ikke mindst på at acceptere, at det at blive ligeglad nok er en livslang proces for de fleste kvinder, inklusiv mig.

Er du god til at være ligeglad, så giv mig endelig opskriften…

kh Mette

Blot en lille tanke kan gøre forskellen

Er du klar over, hvor meget blot en lille tanke kan gøre en forskel for dig?

Tænk bare over, hvor stor forskel der er på at tænke noget så simpelthen som
“Hvor er det dejligt, at det nu lyst så længe” i stedet for at tænke “Nu må det godt snart blive noget varmere i vejret”

Noget som ingen af os har indflydelse på, men som alligevel fylder så uendelig meget i dialogen mellem mennesker.

Kig på de to sætninger og mærk efter, hvilken forskel det gør i dig, at tænke henholdsvis den ene og den anden.

Tænk så over, hvor meget dine tanker påvirker ting, som du både har indflydelse på, og som betyder meget mere i dit liv end vejret.

Det er så nemt at fokusere på det negative, på det der irriterer, på det, der ikke bliver gjort, men hvad ville det egentlig gøre for os alle sammen, hvis vi fik lidt mere fokus på det positive. Hvis det var normalt og helt okay  at sige, at her går det fantastisk, uden at sige meeennn bagefter. Hvis det var normalt at veninder altid talte positivt om deres mænd, i stedet for at bruge energi på, hvor lidt de hjælper til, hvor lidt engageret de er i børnenes liv, i hjemmet, i parforholdet osv. osv.

Tænk på, hvilken forskel det ville gøre for dig, hvis den ene negative tanke ikke avlede den anden, men at du i stedet for satte fokus på, at du ville avle positive tanker – for de smitter nemlig også, præcist ligesom de negative.

Vi har lige talt om det på kontoret i dag. Hvor nemt det er, når man skal ud at finde en ny partner, at fokusere på alle hans / hendes fortræffeligheder – ja det 100 % perfekte menneske menes jo at findes i forelskelsesfasen :-) og hvor svært det så er, at bevare fokus på alle fortræffelighederne i stedet for pludselig at opdage de der i starten helt små ubetydelige småfejl, som han / hun jo har. Udfordringen er, at de små ubetydelige fejl, meget meget nemt kan vokse sig helt enorme alene på grund af dine egne tanker.

På parforholdsraad.dk og skilsmisseraad.dk får alle medlemmer hver eneste mandag, adgang til ugens spørgsmål, alene for at bevare fokus på eget ansvar og ikke mindst egen tankegang. Det er her man virkelig kan gøre en forskel, i stedet for at forsøge at lave de der små “ubetydelige” fejl og mangler om hos partneren, og pludselig har man ommøbleret hele mennesket, så man ikke længere kan genfinde den person, man blev så forelsket i engang.

kh Mette

 

 

Det skal være nemmere at blive skilt

Det var en hektisk dag i går. Dagen startede 5.30 med interview til Newspaq, DR nyhederne og Radio24syv. Videre til TV2 News studiet i Odense. Så et interview til SkalaFM, Berlingske, tv2.dk. Besøg på kontoret af DR nyhederne og hastigt videre til Aftenshowet på Christianshavn.

Det hele handlede om, at jeg har været ude at kritisere skilsmisselovgivningen. Karen Hækkerup er heldigvis meget enig i, at den 42 år gamle lovgning bør lempes.

Hvorfor skal det tage et halvt eller et helt år at blive skilt? Fordi der skal betænkningstid til, og fordi det ikke skal blive for nemt at blive skilt.

Jeg må bare sige, at betænkningstiden ligger INDEN man sender separationspapirerne og at INGEN synes det er nemt at blive skilt.

Undtagelser for ventetiden på skilsmissen er blandt andet bigami, bortførelse af børn, vold og utroskab. Utroskab??? Jamen utroskab er en del af halvdelen af alle skilsmisser i dagens Danmark. Skal det sidestilles med bigami og bortførelse af børn???

Det undrer mig, at lovgivningen skal bestemme, hvor lang betænkningstid der skal være. Er voksne mennesker ikke ansvarlige nok til selv at kunne vurdere det?

Og hvis meningen med lovgivningen skal være at minimere antallet af skilsmisser, hvorfor så ikke lovgive om, at det skal være sværere at blive gift, at man skal på kursus i at være ægtepar og blive forældre? Kunne en betænkningstid der midt i nyforelskelsesperioden ikke være en fordel?

Jeg er helt klart fortaler for:

  • at vi begynder at forebygge i stedet for at helbrede.
  • at det er op til de ansvarsbevidste voksne at vurdere, hvornår skilsmissen er en realitet.
  • at der skulle være let tilgængelige muligheder for parterapi, for dem der måtte ønske det.
  • at lovgivningen bliver opdelt, så den favner både dem som kan blive enige om vilkårene i skilsmissen og dem, der konflikter om alt.
  • at der bliver fokuseret meget mere på, at få børnene bedst muligt gennem skilsmissen.

Og så synes jeg det er på tide, at vi forholder os til at 40 % af alle ægteskaber ender med skilsmisse og at 1 mio. voksne danskere lever alene. Kernefamilien har ikke længere samme klang som den havde i 1970 – skulle lovgivningen ikke tilgodese de ændringer, der nu engang er kommet?

Tom Bäncke og Pia Kjærsgaard er dybt uenige. Hvad synes du?

kh Mette

Kan hun slippe udenom (del 14)

Hvad skal hun gøre? Kan hun skrive tilbage, at hun ikke har tid? Nej, det går ikke? Hun er så fyldt med følelser og tanker, at det næsten er umuligt at virke helt uforstående, hvis hun bliver spurgt ind til noget. Kan hun lade være med at græde? Nervøs går hun ned til mødelokalet og så snart hun er kommet ind siger Charlotte, at det selvfølgelig ikke kommer hende ved, men at hun kan se, at hun er ked af det og bare vil sige, at hvis der er noget hun har brug for at snakke om, så er hun velkommen.

Hun kæmper med tårerne, kigger ned i gulvet, tager en dyb indånding og siger, at det bare ikke går super godt der hjemme for tiden.

Charlotte kender det alt for godt. Hun blev skilt for 2 år siden og må derfor kende en del til udfordringer. Skal hun være mere ærlig og åben?

De snakker sammen et par minutter, men tiden går og hun har brug for at være ude af døren kl. 15 – ikke et minut må gå til spilde.

Hun siger, at hun håber på, at sommerferien kan gøre underværker og regner med at være frisk og udhvilet tilbage om tre uger. Charlotte kigger på hende. Det er som om hun kan kigge lige igennem hende, men heldigvis siger hun ikke mere og de går tilbage på kontoret.

Rystet over, at hun alligevel ikke har været så god til at holde facaden, som hun havde forestillet sig bliver bunkerne samlet sammen og ti minutter i tre er hun klar til at køre. Michael er allerede kørt, kan hun se og hun nærmest småløber hen til bilen for at komme hurtigt ned til ham.

De kører ud i skoven, sidder i hans bil og for første gang handler snakken om ham. Han fortæller, at hans ægteskab ikke har fungeret i årevis. De har levet hver deres liv efter at børnene er blevet så store, at de ikke har brug for dem på samme måde som tidligere. Sexlivet har været ikke eksisterende de sidste 3 år. De har kæmpet for at finde tilbage til hinanden, men uden at det er lykkedes for dem. Hudløst ærligt fortæller han, hvordan han har kæmpet for at have nok i livet med hans kone, men at han efter deres første tur til vandet var klar over, at det kun var et spørgsmål om tid inden han ikke ville kunne stå imod hans følelser mere.

Aftenen forinden havde været hæslig. Hans kone var blevet tosset, truet med både det ene og det andet, men efter en længere snak var de begge faldet ned og havde fundet en god løsning på, hvad der nu skulle ske. Nu kom den sværeste opgave at fortælle deres 3 børn på 15, 18 og 20 år om beslutningen.

Michael kigger hende dybt i øjnene. Er det tårer hun ser i hans øjne? ”Jeg har så mange følelser for dig, at jeg slet ikke kan styre dem lige nu. Jeg ved ikke hvordan du har det, og om du overhovedet ender med at blive skilt, men du skal vide, at jeg har sådan brug for at lære dig nærmere at kende og se hvor det bringer os hen, siger han”. Han kigger lidt undskyldende på hende og hun mærker en dyb og inderlig følelse af noget helt specielt, uden helt at kunne sætte ord på, hvad det er.

De snakker og snakker og tiden flyver af sted. Forskrækket opdager hun, at klokken næsten er halv seks.

Hun er på vej på sommerferie med hendes mand og hendes to børn og her sidder hun midt i en skov og taler følelser og fremtid med en mand, som hun knap kender, men som gør hende så tryg og glad, at hun har brug for at lære ham bedre at kende.

Skal hun droppe ferien? Skal hun gå direkte hjem til hendes mand og sige, at hun vil skilles?

Fortsættelse følger…

kh Mette