Kommentarer til Mette Haulund

Kommentar til Hvorfor kalde nogle skilsmisser for lykkelige? af Pia Haun

Pia Haun — Sat, 26 May 2012 20:51:17 +0000

Dejligt at læse at alle 9 punkter kan vinges af med et flueben i vores situation. Og så vil jeg gerne tilføje at der altså også findes de skilsmisser hvor begge er 100% enige om at gå fra hinanden, uden bitterhed og sure, bebrejdende handlinger! At vi så hver især har budt os selv, hinanden og ikke mindst børnene at tage til takke med sådan et forhold er en anden sag – og bestemt ikke mere lykkeligt!
Tak fordi du sætter ord på alle de tanker der opstår…
P

Kommentar til Kan det være dejligt at være skilsmissebarn af Pia Haun

Pia Haun — Wed, 25 Apr 2012 19:09:44 +0000

Tak! Tak fordi du hiver dette følsomme emne op. Lige nu! Hvor jeg står dybt begravet i den erkendelse af at JEG ikke længere ønsker at leve sammen med faderen til mit barn, men samtidig er så tynget af den kuldsorte samvittighed over at udsætte mit barn for det at skulle være skilsmissebarn. En betegnelse som jeg selv led under i min barndom og som stadig forfølger mig her i mit voksenliv. Men jeg agter at bevise at det at være skilsmissebarn ikke nødvendigvis er lig med en dårlig barndom! Det skylder jeg mest af alt mit barn, men også mig selv!!

Det forsøger jeg at lade være mit fokus, selvom det er svært, meget svært – lige nu!

Kommentar til Den ulykkelige kvinde er gået i hi…. af Anette

Anette — Thu, 29 Mar 2012 11:10:29 +0000

Hun tænker to tanker…. 1. Skal jeg lade som om og bluffe. Blive og ikke lade alle blive kede af det. ‘ofre’ sig for ikke at skulle lide under at være den der ødelægger de andres liv. Tanken om det er nemlig slet ikke til at leve med, så noget offer er det ikke Hun bliver ikke lykkelig men bliver hun ikke mere ulykkelig hvis hun går og er skyld i så meget sorg.
2. Hun tænker at hun bliver nødt til at gå. Kan ikke tillade at være den der holder på manden uden at give ham kærlighed. Han skal have chancen for at møde den ‘eneste ene’. Børnene er solide og skal nok klare det

Og slutningen vil jeg rigtigt gerne have snart….

Kommentar til Den ulykkelige kvinde er gået i hi…. af vicki

vicki — Thu, 29 Mar 2012 10:41:24 +0000

Hejsa

Jeg synes historien er god…..men man glemmer den fra tid til anden i det at der kommer dele af historien på forskellige tidspunkter….Synes det er synd den bliver delt op, for man glemmer detaljerne.
En bog ville være en god ide:-) eller skrive hele bogen på din blog, så man kan læse det HELE på en gang ;.)

Jeg synes det er bedre når bloggen bliver til brugt til RIGTIG ting og ikke en opfindelse…

Blot lidt ærlighed uden at fornærme dig:-)

Kommentar til Det kan være fantastisk at blive skilt af mettehaulund

mettehaulund — Thu, 01 Mar 2012 10:11:56 +0000

Ja til trods for, at forældreansvarsloven fra 2007 gav fædre større rettigheder end tidligere, så er der desværre alt for mange sager, som ender med at have givet mødre bedre rettigheder.

Der er ingen tvivl om, at skilsmisser, hvor den ene eller begge parter ikke ønsker at samarbejde optimalt, og kæmper for de egoistiske behov i stedet for at fokusere på, hvad børnene har det bedst med, de kan være meget svære.

Det er ærgerligt at der ikke bruges flere ressourcer på at tage hånd om de forældre for her kunne man virkelig gøre en forskel.

På trods af konflikter og urimeligheder, så er der dog oftest nogle positive ting ved skilsmissen – og jo mere man formår at fokusere på dem, jo bedre en fremtid, selvom det er svært.

Jeg tror det bedste man kan gøre, når eks’en er “urimelig” er, at finde ud af, hvordan man vil og kan tackle situationen, så det er ikke er ham / hende, der for lov til at sætte dagsordenen 100 %. Det kan være nemt at lade sig flyde med, og lade vedkommende styre slagets gang, både fordi man ikke orker at kæmpe, men også fordi man måske på den måde undgår yderligere konflikter, men det rokker sådan ved ens personlige identitet, at det kan være umådeligt svært til sidst at holde til det.

kh Mette

Kommentar til Det kan være fantastisk at blive skilt af Jan Westergaard

Jan Westergaard — Wed, 29 Feb 2012 17:08:08 +0000

Hej Mette
Kan nikke genkendende til meget af det du skriver for oven. Men…. hvor er der uendeligt nemt for en kvinde at skrive i et land hvor manden har lige så uendeligt lidt at skulle ha sagt når det drejer sig om samvær med de fælles børn der måtte være.
Efter selv at have været i retten vedr. samværet og bopælen for min datter, kan jeg desværre bekræfte at det virkelig er en umulig kamp for en far, hvor det hele er afgjort længe inden man overhovedet ender i retten. Jeg kan derfor desværre kun anbefale at man som mand ikke spilder penge på retssager medmindre man har så mange, at man går i retten for lissom jeg at kunne sige til ens datter “Jeg forsøgte”, når hun senere kommer og spørger hvorfor man ikke kæmpede for hende.
Et absurd ex. jeg kan fremhæve fra retten “Da du som mand har arbejde og da moren ikke har arbejde, har hun nemmere ved at tage sig af barnet”
det skal siges at barnet går i børnehave og moren tilbringer derfor ikke mere tid men barnet end hvad jeg som far kunne ha gjort. Havde det været omvendt og jeg havde været arbejdsløs er jeg 100% sikker på at jeg havde fået at vide jeg ikke har økonomisk stærk nok til at ha min datter.
Desuden betyder det osse at samtlige familier i Danmark ikke kan tage sig af deres barn hvis både mor og far har arbejde.
Der er en hel grotesk stribe af tilsvarende i min sag, så der er ingen tvivl om
at jeg åbenbart skal være tilfreds med at være erklæret yderst velegnet som far og at jeg har beholdt forældremyndigheden…. men det er jeg bare ik.
Min datters liv er ødelagt – og det er intet jeg kan gøre for at lave om på det, andet end at vente på at hun som teenager finder vej hjem til far og får sig et liv i trygge rammer.

Jeg kan godt forstå der er så mange sager i DK med familie tragedier.
Prøv som far at få et “fantastisk liv” efter et brud velvidende at din datter lider…

Med andre ord… det er hovedsageligt manden er græder efter en skilsmisse – ikke kvinden…

Kommentar til Mit hjerte var ved at gå i stykker af mettehaulund

mettehaulund — Fri, 17 Feb 2012 07:39:32 +0000

Ja, det er jo lige netop trygheden og uvisheden der får os til at blive meget længe efter, at hjertet og mavefornemmelsen har fortalt os, hvad vi bør gøre.

Det er måske vigtigt at huske på, at når man er begyndt at kigge efter lejlighed osv, så har man mentalt flyttet sig og er i gang med en skilsmisse – og det er umuligt, helhjertet at gå ind i at redde ægteskabet og finde tilbage til kærligheden, når man er der. Så det er nok lidt enten eller, og om at tage beslutningen om, hvilken retning man vil kæmpe.

Uanset om man skal gennem en skilsmisse, eller redde ægteskabet, så er det nemlig en sej kamp.

Håber du finder frem til din beslutning og kommer godt videre.

kh Mette

Kommentar til Pigerne forsøger at finde hendes hånd og kigger bedende på hende (del 12) af mettehaulund

mettehaulund — Wed, 01 Feb 2012 09:11:39 +0000

Ja desværre er det sådan, at næsten alle der har oplevet store parforholdsproblemer og eventuel skilsmisse kan nikke genkendende til historien. Flere har været sikre på, at det er min egen historie, andre har spurgt, hvorfor jeg gengiver deres historie. Historien er opdigtet, men indeholder også situationer jeg enten selv har oplevet, eller har hørt andre tale om. Hvor alene man end føler sig, når man står midt i krisen, så er der bare så mange der kender til præcis de samme følelser.

Dejligt, at jeg har ramt dig med historien :-)

Kommentar til Pigerne forsøger at finde hendes hånd og kigger bedende på hende (del 12) af Thomas

Thomas — Wed, 01 Feb 2012 08:32:42 +0000

Der er så skræmmende meget lighed ved denne fortælling og min egen situation for to år siden. Jeg får en klump i maven og fælder en tåre men kan ikke lade være med at læse videre.

Thomas

Kommentar til Mit hjerte var ved at gå i stykker af Line

Line — Thu, 26 Jan 2012 16:21:53 +0000

Hej,
Præcis de tanker går jeg med lige nu.
Jeg er egentlig overbevist om at jeg nok skal klare mig med børnene.
Men fortryder jeg? Kræver jeg for meget – sådan at ingen mand kan leve op til mine krav?
Kan jeg ikke bare nøjes med dette liv og så få det bedste ud af det?
For lige nu går jeg/vi i en luftboble?
Jeg kigger i al hemmelighed efter ny bolig på nettet men kan samtidig ikke rigtig overskue skilsmissen, boligsalget og bo delingen for ikke at tale om hvad børnene skal…

Men jeg kan åbenbart ikke sænke paraderne mere og starte forfra.
Men hvordan filan kommer jeg så videre til at tage den endelig beslutning?????
Han er jo egentlig en god ven – sød og rar far. Når han ikke er sur. Han overskrider virkelig mine grænser for at være hård ved børnene….
Men av hvor gør mit hjerte ondt!!!!
Vil rigtig gerne videre men bange for at forlade trygheden og rive alt op!!!