Kategoriarkiv: livet

Kan det være dejligt at være skilsmissebarn

Ligesom det kan være dejligt at være fraskilt, så kan det faktisk også være dejligt at være “skilsmissebarn”, så hvorfor overhovedet kalde børnene for skilsmissebørn – hvorfor er de ikke bare børn, ligesom alle andre. Hvis man skal kalde dem skilsmissebørn, så skal vi måske også til at kalde nogle børn for “stress-børn”, eller måske “ADHD-børn”.

Nej vel, det går ikke! Så hvorfor kategorisere børn, hvis forældre er skilt, og som hverken er syge eller noget andet?

Fordi det er synd, siger nogle. Fordi, de ikke ønsker at deres forældre er skilt.

Nej, det ønsker de ikke – eller måske gør de, hvis deres forældre ikke kan finde ud af at leve sammen og give børnene nogle gode vilkår.

Ligesom voksne er kede af det, når de skal skilles, så er børnene selvfølgelig også kede af det, men det betyder ikke, at de ikke sagtens kan have et super godt liv fremover.

De har:

  • Stadig begge deres forældre (forhåbentlig).
  • Måske glade forældre, der har truffet en beslutning.
  • Forældre, der er gode til at leve efter deres værdier, og som dermed helt naturligt giver børnene den egenskab med i livet.
  • En øget omstillingsparathed.
  • Flere primære voksne, der passer på dem (når deres forældre finder nye partnere).
  • Og som børnene selv fokuserer på, så får de flere gaver, ferier osv.

Det er hamrende synd for børn, når deres forældre ikke samarbejder om at være forældre, og når de bliver inddraget i konflikter, bestemmelser m.v. – men hvorfor fokusere på den heldigvis lille del af de børn, hvis forældre der bliver skilt, og ikke på den meget store del af børnene, som har det rigtig godt.

Fordi der er en tendens til altid at fokusere på hullerne i osten – på det negative!

kh Mette

Jeg øver mig i at være ligeglad

Jeg øver mig virkelig, det gør jeg. Øver mig virkelig i at være ligeglad, altså ikke sådan, at jeg aldrig er glad, men ligeglad med:

  • Hvem der nu tænker hvad, hvis jeg gør sådan og sådan
  • Om jeg nu kan tillade mig…
  • Om mine børn nu husker at få deres madpakke med
  • Om min mand nu får ringet til den kunde, som vi talte om han skulle
  • Om min eksmand nu gør det ene eller det andet, i forhold til det vi har aftalt.
  • Om mine forældre synes jeg tager de rigtige beslutninger.
  • Om mine kunder synes jeg har gjort en forskel.
  • Om foredraget var interessant og fagligt nok.
  • Hvad mine veninder ville have gjort i samme situation.
  • Om min nye kajak nu skal være gul eller blå – nå ja, eller måske skulle den være rød.
  • Om jeg skal købe et sæt tøj mere, eller om jeg kan have det samme på til to arrangementer på en weekend.
  • Om der nu er mad nok til arrangementet.
  • Om det nu er fornuftigt at booke den ferie.
  • Om der går en eller to uger inden der kommer en afklaring.
  • Om alle nu kan komme til konfirmationen.
  • Om der er veninder, der føler jeg har glemt dem i en periode.
  • Om jeg nu får dyrket motion nok (Hmm… det gør jeg vist ikke!)

Og jeg er ligeglad med, at jeg nemt kunne komme i tanke om mindst 40 ting mere, for jeg tror, at du har fanget budskabet – og måske kan du endda genkende nogle af tingene.

Jeg øver mig i at være ligeglad og i stedet for altid sige til mig selv, at:

  • Jeg jo gør det, som jeg har det godt med, i stedet for at gøre det som jeg burde.
  • Alle ikke altid kan være enige.
  • Jeg gør, hvad jeg kan.
  • Jeg bidrager på det niveau, som jeg har det godt med.
  • Jeg ikke bliver mere lykkelig af mere tøj, farven på kajakken osv.
  • Det handler om engagement, ægthed og nærvær og ikke “ligegyldige” bagateller”.
  • Dem som ikke kan lide lugten i bageriet, de må finde et andet bageri, eller gør noget for at forandre lugten.

Jeg øver mig sidst men ikke mindst på at acceptere, at det at blive ligeglad nok er en livslang proces for de fleste kvinder, inklusiv mig.

Er du god til at være ligeglad, så giv mig endelig opskriften…

kh Mette

Blot en lille tanke kan gøre forskellen

Er du klar over, hvor meget blot en lille tanke kan gøre en forskel for dig?

Tænk bare over, hvor stor forskel der er på at tænke noget så simpelthen som
“Hvor er det dejligt, at det nu lyst så længe” i stedet for at tænke “Nu må det godt snart blive noget varmere i vejret”

Noget som ingen af os har indflydelse på, men som alligevel fylder så uendelig meget i dialogen mellem mennesker.

Kig på de to sætninger og mærk efter, hvilken forskel det gør i dig, at tænke henholdsvis den ene og den anden.

Tænk så over, hvor meget dine tanker påvirker ting, som du både har indflydelse på, og som betyder meget mere i dit liv end vejret.

Det er så nemt at fokusere på det negative, på det der irriterer, på det, der ikke bliver gjort, men hvad ville det egentlig gøre for os alle sammen, hvis vi fik lidt mere fokus på det positive. Hvis det var normalt og helt okay  at sige, at her går det fantastisk, uden at sige meeennn bagefter. Hvis det var normalt at veninder altid talte positivt om deres mænd, i stedet for at bruge energi på, hvor lidt de hjælper til, hvor lidt engageret de er i børnenes liv, i hjemmet, i parforholdet osv. osv.

Tænk på, hvilken forskel det ville gøre for dig, hvis den ene negative tanke ikke avlede den anden, men at du i stedet for satte fokus på, at du ville avle positive tanker – for de smitter nemlig også, præcist ligesom de negative.

Vi har lige talt om det på kontoret i dag. Hvor nemt det er, når man skal ud at finde en ny partner, at fokusere på alle hans / hendes fortræffeligheder – ja det 100 % perfekte menneske menes jo at findes i forelskelsesfasen :-) og hvor svært det så er, at bevare fokus på alle fortræffelighederne i stedet for pludselig at opdage de der i starten helt små ubetydelige småfejl, som han / hun jo har. Udfordringen er, at de små ubetydelige fejl, meget meget nemt kan vokse sig helt enorme alene på grund af dine egne tanker.

På parforholdsraad.dk og skilsmisseraad.dk får alle medlemmer hver eneste mandag, adgang til ugens spørgsmål, alene for at bevare fokus på eget ansvar og ikke mindst egen tankegang. Det er her man virkelig kan gøre en forskel, i stedet for at forsøge at lave de der små “ubetydelige” fejl og mangler om hos partneren, og pludselig har man ommøbleret hele mennesket, så man ikke længere kan genfinde den person, man blev så forelsket i engang.

kh Mette

 

 

Kan hun slippe udenom (del 14)

Hvad skal hun gøre? Kan hun skrive tilbage, at hun ikke har tid? Nej, det går ikke? Hun er så fyldt med følelser og tanker, at det næsten er umuligt at virke helt uforstående, hvis hun bliver spurgt ind til noget. Kan hun lade være med at græde? Nervøs går hun ned til mødelokalet og så snart hun er kommet ind siger Charlotte, at det selvfølgelig ikke kommer hende ved, men at hun kan se, at hun er ked af det og bare vil sige, at hvis der er noget hun har brug for at snakke om, så er hun velkommen.

Hun kæmper med tårerne, kigger ned i gulvet, tager en dyb indånding og siger, at det bare ikke går super godt der hjemme for tiden.

Charlotte kender det alt for godt. Hun blev skilt for 2 år siden og må derfor kende en del til udfordringer. Skal hun være mere ærlig og åben?

De snakker sammen et par minutter, men tiden går og hun har brug for at være ude af døren kl. 15 – ikke et minut må gå til spilde.

Hun siger, at hun håber på, at sommerferien kan gøre underværker og regner med at være frisk og udhvilet tilbage om tre uger. Charlotte kigger på hende. Det er som om hun kan kigge lige igennem hende, men heldigvis siger hun ikke mere og de går tilbage på kontoret.

Rystet over, at hun alligevel ikke har været så god til at holde facaden, som hun havde forestillet sig bliver bunkerne samlet sammen og ti minutter i tre er hun klar til at køre. Michael er allerede kørt, kan hun se og hun nærmest småløber hen til bilen for at komme hurtigt ned til ham.

De kører ud i skoven, sidder i hans bil og for første gang handler snakken om ham. Han fortæller, at hans ægteskab ikke har fungeret i årevis. De har levet hver deres liv efter at børnene er blevet så store, at de ikke har brug for dem på samme måde som tidligere. Sexlivet har været ikke eksisterende de sidste 3 år. De har kæmpet for at finde tilbage til hinanden, men uden at det er lykkedes for dem. Hudløst ærligt fortæller han, hvordan han har kæmpet for at have nok i livet med hans kone, men at han efter deres første tur til vandet var klar over, at det kun var et spørgsmål om tid inden han ikke ville kunne stå imod hans følelser mere.

Aftenen forinden havde været hæslig. Hans kone var blevet tosset, truet med både det ene og det andet, men efter en længere snak var de begge faldet ned og havde fundet en god løsning på, hvad der nu skulle ske. Nu kom den sværeste opgave at fortælle deres 3 børn på 15, 18 og 20 år om beslutningen.

Michael kigger hende dybt i øjnene. Er det tårer hun ser i hans øjne? ”Jeg har så mange følelser for dig, at jeg slet ikke kan styre dem lige nu. Jeg ved ikke hvordan du har det, og om du overhovedet ender med at blive skilt, men du skal vide, at jeg har sådan brug for at lære dig nærmere at kende og se hvor det bringer os hen, siger han”. Han kigger lidt undskyldende på hende og hun mærker en dyb og inderlig følelse af noget helt specielt, uden helt at kunne sætte ord på, hvad det er.

De snakker og snakker og tiden flyver af sted. Forskrækket opdager hun, at klokken næsten er halv seks.

Hun er på vej på sommerferie med hendes mand og hendes to børn og her sidder hun midt i en skov og taler følelser og fremtid med en mand, som hun knap kender, men som gør hende så tryg og glad, at hun har brug for at lære ham bedre at kende.

Skal hun droppe ferien? Skal hun gå direkte hjem til hendes mand og sige, at hun vil skilles?

Fortsættelse følger…

kh Mette

Hvorfor hænger vi fast i ordet “Kernefamilie”?

Som jeg skrev i mit sidste blogindlæg, så kan det faktisk godt være fantastisk at blive skilt!

Også selvom vi får tudet ørerne fulde af, at skilsmisse er noget skidt, at skilsmissebørn har det svært, at vi skal blive sammen “til døden os skiller”.

Vi bliver ved med at tale om kernefamilien, som det bedste på denne jord. Det til trods for, at 40 % af alle ægteskaber ender med skilsmisse, folkekirken er uddøende, og 1 mio. mennesker lever alene.

Hvad er kernefamilien i ordets bogstaveligste forstand?

I min verden er kernefamilien en gruppe mennesker, der har det rigtig godt med hinanden, nyder hinandens selskab, griner, er kærlige, glæder sig til at være sammen – og nogle voksne, der er rollemodeller for børnene, og som giver dem nogle gode værdier med i rygsækken. Og ikke en betegnelse der nødvendigvis kan bruges til familien med mor, far og deres fælles børn.

kh Mette

Det kan være fantastisk at blive skilt

Der er så meget fokus på alt det negative omkring skilsmisser – og ikke mindst skilsmissebørn, som virkelig bliver kategoriseret som ofre!

Men det er faktisk ikke altid slemt at blive skilt – vejen derhen er hæslig, men det kan være mere end fantastisk at blive skilt!

Fordele ved at blive skilt:

  • Man undgår øget risiko for hjerteproblemer, som man har når man lever i et dårligt parforhold.
  • Man bliver mere bevidst om, hvem man selv er og hvad man vil med livet.
  • Man begynder at leve det liv man gerne vil.
  • Man får mere ud af livet, end hvis man lever i et middelmådigt dårligt  parforhold.
  • Man får tid alene (den tid man måske har sukket efter tidligere)
  • Nye muligheder opstår.
  • Der er mulighed for at finde en ny partner, som har de kvaliteter, som man har brug for hos en partner.
  • Man er mere bevidst om, hvordan der skal kæmpes i et nyt parforholdd.

Og sådan kunne jeg blive ved.

Faktum er bare, at man bliver mødt med en form for fordømmelse. Kunne man ikke godt have gjort lidt mere? Livet er ikke altid en dans på roser? Tror du virkelig græsset er grønnere på den anden side? Hvad med børnene?

Hvem siger, at man ikke har kæmpet alt for længe? Hvem siger, at græsset ikke er grønnere på den anden side – det kan det da sagtens være? Livet er ikke altid en dans på roser… nej, det er det ikke, men man kan vel selv gøre noget for at det bliver så rosenfyldt som muligt!

Jeg oplever faktisk mange der, når de først er blevet skilt, siger, at det skulle de have gjort for mange år siden – og ikke mindst mange, som synes det fungerer rigtig godt at være skilt, som har det godt, som finder nye partnere og lever videre som lykkeligere og mere nuancerede mennesker.

kh Mette

Elsker du dine bonusbørn?

Den anden dag sad der en grædende kvinde overfor mig. Hun har gået hos mig gennem hele hendes skilsmisse, og kommer nu bare engang imellem når hun har behov for at ventilere og finde hendes vej videre i konkrete situationer.

Hun har været lykkelig længe. Har fundet en ny kæreste, og har svævet rundt på en lyserød sky, mærket forelskelsen og har haft lyst til at blæse hendes kærlighed ud til alle.

Nu er familie og venner introduceret og ikke mindst har de mødt hinandens børn og er i fuld gang med at starte en ny hverdag med dine og mine børn under samme tag.

Hun er så heldig, at hendes kærestes børn faktisk er rigtig glade for hende, og hun synes også de er nogle søde børn, men hun mærker bare ikke den, der lyst til at være sammen med dem og lære dem dybere at kende for til sidst at elske dem, som hun udtrykte det.

Jeg spurgte hende, om hendes mål var, at komme til at elske dem, som hun elsker hendes egne børn.

Hun kiggede overrasket på mig og sagde “Jamen skal jeg da ikke det”.

Hvem siger man skal det spurgte jeg… og samtalen fortsatte.

Hvem siger at man skal det? Ja, hvem siger overhovedet at det er en mulighed?

Jeg tror personligt ikke på at det er muligt. Det ændrer ikke ved, at jeg holder rigtig meget af mine egne to kære dejlige bonusbørn, som jeg vil gøre og gør rigtig mange ting for – men ligefrem at komme til at elske dem, som var det sine egne, det tror jeg ikke på jeg nogensinde kommer til.

Jeg tror det er langt vigtigere at forholde sig til, at man har valgt en partner, som har nogle børn. De børn er en del af den valgte partner, og derfor ikke til diskussion om man har lyst til at have noget med at gøre eller ej.

Ikke mindst så mener jeg, at man skal huske på, at børnene jo heller ikke har valgt pludselig at få en ny voksen i deres liv. Det har deres mor eller far – et voksent menneske – som må tage det ansvar det er, at sikre, at de to voksne parter gør det, der skal gøres for at børnene får det godt fremover.

Hvad skal der så til for at man kommer til at holde af de kære bonusbørn? Jeg tror på, at man skal starte med at finde ud af som par:

  • Hvordan gør vi fremtiden så let som muligt for børnene?
  • Hvad har børnene mest brug for?
  • Hvad kan vi hver især gøre for at den andens børn kommer til at holde af en?
  • I hvilket tempo skal tingene gå, for at vi alle kan følge med?
  • Hvor er det at vi ikke er enige om børneopdragelsen – og hvordan finder vi en gylden mellemvej, så vi begge kan leve med tingene fremover?
  • Må vi skælde ud, irettesætte og tage ansvar for hinandens børn, eller skal vi klare det hver især?

Og ikke mindst så være ærlige om, hvor udfordringer er – og at det er naturligt ikke at elske hinandens børn, eller at holde af dem fra dag 1.

Når I taler om hinandens børn – og de udfordringer der måske er, så husk på, at vi altid forsvarer vores egne børn som en anden løvemor / løvefar, så derfor skal tingene siges pænt og ordentlig for at der kan findes løsninger, som begge parter har det godt med.

kh Mette

80 / 20 reglen til dit parforhold

Jeg tror de fleste har har det sådant, at der er nogle sider ved ens partner, som man ikke ligefrem er vild med. Nogle sider, som man godt kunne være foruden, og som nogen gange bare kan irritere helt vildt.

De mindre flatterende sider kan så nemt komme til at overskygge de egenskaber, som du virkelig elsker, med mindre du fokuserer på, at din partner jo “bare” er et helt almindeligt menneske, med både gode og mindre gode sider – præcis som dig selv.

Husker du på, at din partner med garanti også nogen gange tænker negative tanker om dig, eller om noget du gør – eller har du helt glemt det, fordi du selv har så meget fokus på, din partners negative sider, og tror på, at du er mere eller mindre fejlfri?

En helt simpel grundregel kan være med til at gøre en forskel i din tankegang omkring din partner – og dine følelser for ham / hende.

Grundreglen er: 

Hvis du elsker 80 % af din partners egenskaber, så må du lære at leve med de sidste 20 %.

Husk på, at ingen er perfekt, så lad nu være med at forsøge at lave de sidste 20 % om – du risikerer nemlig ubevidst at komme til at “pille ved” de 80 % af hans / hendes egenskaber, som du faktisk sætter stor pris på.

kh Mette

 

Elsker min nye partner mig?

Jeg skriver ofte om tiden umiddelbart efter en skilsmisse, men den anden dag var der en der spurgte mig, hvorfor jeg sjældent skriver om tiden, efter at have fundet en ny partner, hvor der jo ofte opstår en masse udfordringer. Selvfølgelig er der rigtig mange skønne ting forbundet med en ny partner – og dem skal man fokusere på så meget som overhovedet muligt. Det ændrer ikke ved, at det at mødes i “en senere alder” og dermed have erfaringer fra tidligere forhold, eventuelt have børn med en eks osv. osv.

Umiddelbart tænker jeg, at der jo skal slibes kanter af, der skal bøjes arm, planlægges, tales og evalueret – og det samtidig med, at det kilder i maven af glæde over at skulle være sammen, samtidig med, at man flyver rundt på den lyserøde sky og synes at ens nye kæreste er fantastisk.

Specielt kvinder glemmer helt at mærke efter, men fokuserer mere på, hvor sikker man nu kan være på, at han vil leve sammen med en resten af livet. Tænker eksempelvis:

  • Kan jeg nu stole på, at han har de “rigtige” intentioner?
  • Hvordan skal jeg sikre mig, at han bliver ved med at være vild med mig?
  • Hvorfor vil han ikke være sammen med mig i dag?
  • Hvorfor ringer han ikke – eller hvorfor svarer han ikke på min sms?
  • Hvornår skal jeg møde hans børn og hans familie?
  • Elsker han mig nu højt nok?
  • Hvorfor har han ikke fortalt om mig til hans venner?
  • Gud hvor er han altså lækker, bare han nu synes det samme om mig.

Og det er helt naturlige tanker, fordi ingen af os dybest set er vilde med usikkerhed i forhold til fremtiden. Men fremtiden er jo usikker, når man lige har mødt en ny partner. Der er nye mennesker, man måske skal forholde sig til. Der er måske børn, der måske bliver ens nye bonusbørn. Der er boligsituationen, som måske engang skal ændres, fordi man har et ønske om at bo sammen. Der er bare ingen der kan være sikre på, at de ting kommer til at ske, fordi man skal have kendt hinanden et stykke tid (i hvert fald mere end det halve / hele år, hvor forelskelsens sindssyge rumsterer i kroppen) før man kan vide sig sikker på, hvilken retning man skal gå. Ændres forelskelsen til kærlighed, eller ligegyldighed?

Det kunne være så godt, hvis man i stedet tænkte på:

  • Nu tager vi lige en dag af gangen og nyder hinanden, så finder vi ud af hvad tiden bringer.
  • Kan han umiddelbart dække de basale behov jeg har til et parforhold?
  • Kan vi tale sammen – også om udfordringer – uden at komme op at diskutere?
  • Hvornår har jeg det godt med at fortælle om ham til venner, familie, børn?
  • Nu skal jeg huske, at der også skal være tid til andet end at tænke på ham og vores eventuelle fremtid.
  • Vi har alle mindre positive sider, kan jeg leve med hans?
  • Hvad fortæller min mavefornemmelse mig?

De kommende uger kommer til at handle om livet med en ny  partner. Blandt andet spørgsmålet “Elsker du dine bonusbørn” kommer på tapetet.

kh Mette

 

Jeg har sagt til min kone, at jeg vil skilles (del 13)

Efter tre gange hos parterapeuten er det tiden til at tage på sommerferie. Hun håber på mirakler, men er bange for, at hun inderst inde ikke tror på det. I de uger der er gået, er hun blevet ved med at få et sms’er fra Michael. Hun har kun mødtes med ham en enkelt gang. Hun græd og hakkede ordene frem det meste af tiden. Mærkede hans trygge, rolige og varme arme tage om hende og følte sig hjemme. Alligevel kan hun næsten ikke rumme det. Hvad er hans forventninger til hende? Hvad er det han vil? Vil han bare hjælpe? Har han samme følelser for hende, som hun har for ham? Hun tør ikke spørge!

Dagen inden familien skal på ferie får hun en sms tidligt på formiddagen. Vil hun spise frokost med Michael for at sige farvel inden ferien? Kan det være et problem tænker hun, og skynder sig at sige ja tak.

Hun sætter sig ind i bilen til ham uden at sige noget. Der er stille hele vejen. Uden at han har sagt noget ved hun, at han kører ud til vandet – det sted de spiste frokost sammen første gang. Hver gang de har mødtes, har det handlet om hende, om hvordan det går hjemme hos hende, og om hvordan hun har det. Der er stilhed i bilen. De kigger på hinanden i smug engang imellem, smiler når de bliver opdaget i at kigge, men siger ingen ting. Hun føler sig på en og samme tid både i sikker havn og på helt usikker og meget ulovlig grund. Hvorfor gør hun det her? Hvad er det hun vil have ud af det? Hvordan skal hun få det stoppet igen, så det ikke påvirker hendes ægteskab? Hvordan ville hun have det, hvis Jesper mødtes med en kollega i smug? Lige netop det sidste spørgsmål tænker hun lidt længere over. Hvordan ville hun reagere? En lettelse strømmer gennem hendes krop, hun ville faktisk blive lettet og glad, hvis han fandt en anden, så var ansvaret for taget fra hendes skuldre – det ansvar, hun næsten ikke kan magte. Helt fortabt i hendes egne tanker tager hun en dyb indånding og opdager, at de er de kommet ud til vandet. Michael kigger på hende og tager hendes hånd. Der er helt stille i bilen. Hun smiler til ham og inden hun når at tænke mere, kysser de hinanden. Hun mærker en varme brede sig i hele hendes krop. En brusende fornemmelse og et bankende hjerte får hende til at klamre sig til ham, som er hun bange for at han skal forsvinde ud i det blå. Tårerne triller. Fornemmelsen af at ville have mere overmander hende med sådan en kraft, at hun næsten ikke kan trække vejret.

Det magiske øjeblik bliver afbrudt af et enkelt spørgsmål. Hvad er det der sker for os, spørger Michael og kigger hende dybt i øjnene, mens han holder hendes hånd. Jeg ved det ikke, siger hun. Ordene er kun en visken. Det er meget længe siden jeg har oplevet de følelser jeg mærker lige nu svarer hun ærligt og som om ordene slet ikke tilhører hende, hører hun sig selv sige, at hun savner ham når han ikke er i nærheden. Hun kigger bedende på ham og har brug for at han siger noget.

I går fortalte jeg min kone, at jeg vil skilles svarer han! Hvorfor har hun slet ikke tænkt på hans kone? Hvorfor har det hele handlet om hende? Hun bliver flov over hendes egoisme og undskylder igen og igen.

Jeg har brug for at høre mere, hører hun sig selv sige og beder til, at han er god til at forklare. Pludselig er det vigtigt for hende at vide alt.

Det er tid til at tage tilbage på kontoret, men det virker helt uoverskueligt at komme tilbage for at arbejde. De bliver enige om, at tage tilbage på kontoret, skynde sig at pakke sammen og mødes et par hundrede meter fra kontoret kl. 15.

Tilbage på kontoret ringer hun til hendes mand og siger, at hun ikke kan nå at blive færdig til tiden og håber at være hjemme kl. 18. Rød i hovedet og meget forvirret kigger hun nervøst på Charlotte, der sidder overfor hende. Hun kigger mærkeligt på hende, men siger ingenting. En mail tikker ind på hendes computer. Charlotte kigger på hende og smiler – mailen er fra Charlotte og der står bare, hvad pokker sker der, mød mig i mødelokalet om 5 minutter.