Mette Haulund

En måned før deres ferie tvinger hendes mand hende til en snak. Hvad skal de lave i ferien? Har hun overhovedet lyst til at holde ferie med ham og børnene? Hvorfor er hun så mærkelig? Synes hun virkelig, at hun kæmper? Spørgsmålene vælter ud af ham, uden at hun når at svare på dem. Det kan jo ikke blive ved på den måde. Hun har lukket sig helt inde i sig selv. Han sover ikke om natten og tør nærmest ikke sige noget af skræk for, hvordan hun reagerer.

Hvad har hun tænkt sig, hvis det fortsætter sådan spørger han?

Som spørgsmålene melder sig går det op for hende, at han slet ikke er der, hvor han vil bede om skilsmissen – ansvaret ligger hos hende og hun kan ikke få sig selv til at sige det hun har lyst til, nemlig at hun vil skilles.

For at få styr på sommerferien – og lidt for at få fred – siger hun ja til, at det er en god idé at tage 14 dage på ferie. De går på internettet med det samme og finder en rejse til en lille græsk ø. Hun kan mærke at hendes mand liver helt op ved tanken om, at sommerferien er bestilt, som om det kan redde det hele. Hun føler mere en skræk der fylder hende med ubehag. Hvordan skal hun klare 14 dage bare de 4 sammen? Hvad skal de tale om? Kan hun alligevel sige nej? Nej, det kan hun ikke og samtidig håber hun jo også inderst inde på et sommerferien bliver vendepunktet for dem, at der sker et mirakel og de oplever samhørigheden som hun sukker sådan efter.

Dagen efter fortæller de pigerne, at de skal på ferie. De bliver glade og hun får en underlig fornemmelse af, at de har været nervøse for, om de skulle på ferie. Har de opdaget noget? Det kan ikke passe, de skændes jo aldrig…

Glad og lettet ved tanken om at de næste halvanden måde på en eller anden måde er fredet. Der kan ikke være tale om skilsmisse så længe de skal på sommerferie og lige efter ferien skal de til bryllup, så først til august er der basis for, at evaluere igen.

Det gør ikke dagene nemmere, tværtimod føler hun et nærmest had til hendes mand. Hvorfor skal de gå rundt her som katten om den varme grød? Hvorfor siger han ikke noget? Det er bare typisk ham at lade det hele være op til hende. Hun bliver ubevidst mere og mere irriteret i hendes toneleje og en dag får hendes mand nok. De sidder og spiser aftensmad og hun ved slet ikke, hvad der er foregået omkring hende – hun har slet ikke opdaget at der er blevet helt stille og pludselig eksploderer hendes mand! Børnene skynder sig ind på værelserne, mens deres far skælder ud og spørger hvad pokker hun bilder sig ind at leve i hendes egen lille osteklokke. Han fortæller, at han har fået nok af, at hun tror det hele drejer sig om hende, at han også har behov, krav og ønsker og at hun overhovedet ikke har bidraget til noget i måneder, på trods af, at de har en aftale om at ville kæmpe sammen, for at få fremtiden for dem til at lykkes. Han kan ikke længere leve med den afstand hun tager til ham, som om han smitter, at han udmærket ved, at hun forsøger at undgå ham, hvis han kommer i nærheden af hende. Han på en gang græder og skælder ud. Siger, at han ikke kan leve uden hende og pigerne, men at han ikke kan holde til det.

De kan høre, at pigerne græder inde på værelset og det får hende til at fare i flint. Hvad pokker bilder han sig ind at opføre sig sådan overfor børnene skælder hun. Han kigger ondt på hende og spørger, hvad pokker hun bilder sig ind at have ignoreret deres behov og bange anelser de sidste måneder – om hun overhovedet ikke har lagt mærke til, at de udmærket ved, at noget er helt galt. Han går ind på værelset til pigerne og på en eller anden måde får hun ikke samlet sig sammen til at gå efter. Hun kan høre dem snakke sammen derinde og for første gang i hendes liv føler hun, at børnene har trukket sig fra hende, eller måske er det hende, der har trukket sig fra dem.

Hun magter ikke mere. Låser sig inde på badeværelset og bliver derinde i flere timer og græder og græder. Både pigerne og hendes mand forsøger at få hende ud, men intet hjælper, hun kan ikke overskue mere.

Fortsættelse følger…

Kh Mette