Den anden dag sad der en grædende kvinde overfor mig. Hun har gået hos mig gennem hele hendes skilsmisse, og kommer nu bare engang imellem når hun har behov for at ventilere og finde hendes vej videre i konkrete situationer.
Hun har været lykkelig længe. Har fundet en ny kæreste, og har svævet rundt på en lyserød sky, mærket forelskelsen og har haft lyst til at blæse hendes kærlighed ud til alle.
Nu er familie og venner introduceret og ikke mindst har de mødt hinandens børn og er i fuld gang med at starte en ny hverdag med dine og mine børn under samme tag.
Hun er så heldig, at hendes kærestes børn faktisk er rigtig glade for hende, og hun synes også de er nogle søde børn, men hun mærker bare ikke den, der lyst til at være sammen med dem og lære dem dybere at kende for til sidst at elske dem, som hun udtrykte det.
Jeg spurgte hende, om hendes mål var, at komme til at elske dem, som hun elsker hendes egne børn.
Hun kiggede overrasket på mig og sagde “Jamen skal jeg da ikke det”.
Hvem siger man skal det spurgte jeg… og samtalen fortsatte.
Hvem siger at man skal det? Ja, hvem siger overhovedet at det er en mulighed?
Jeg tror personligt ikke på at det er muligt. Det ændrer ikke ved, at jeg holder rigtig meget af mine egne to kære dejlige bonusbørn, som jeg vil gøre og gør rigtig mange ting for – men ligefrem at komme til at elske dem, som var det sine egne, det tror jeg ikke på jeg nogensinde kommer til.
Jeg tror det er langt vigtigere at forholde sig til, at man har valgt en partner, som har nogle børn. De børn er en del af den valgte partner, og derfor ikke til diskussion om man har lyst til at have noget med at gøre eller ej.
Ikke mindst så mener jeg, at man skal huske på, at børnene jo heller ikke har valgt pludselig at få en ny voksen i deres liv. Det har deres mor eller far – et voksent menneske – som må tage det ansvar det er, at sikre, at de to voksne parter gør det, der skal gøres for at børnene får det godt fremover.
Hvad skal der så til for at man kommer til at holde af de kære bonusbørn? Jeg tror på, at man skal starte med at finde ud af som par:
- Hvordan gør vi fremtiden så let som muligt for børnene?
- Hvad har børnene mest brug for?
- Hvad kan vi hver især gøre for at den andens børn kommer til at holde af en?
- I hvilket tempo skal tingene gå, for at vi alle kan følge med?
- Hvor er det at vi ikke er enige om børneopdragelsen – og hvordan finder vi en gylden mellemvej, så vi begge kan leve med tingene fremover?
- Må vi skælde ud, irettesætte og tage ansvar for hinandens børn, eller skal vi klare det hver især?
Og ikke mindst så være ærlige om, hvor udfordringer er – og at det er naturligt ikke at elske hinandens børn, eller at holde af dem fra dag 1.
Når I taler om hinandens børn – og de udfordringer der måske er, så husk på, at vi altid forsvarer vores egne børn som en anden løvemor / løvefar, så derfor skal tingene siges pænt og ordentlig for at der kan findes løsninger, som begge parter har det godt med.
kh Mette
